Augusta Atla lever sig ind i historien – og ændrer den
0
0
Af Emma Nordahl – Foto: Emma Nordahl – LÆSØ POSTEN, 6 JULI 2022
*Per Kirkeby (1 September 1938 – 9 May 2018) – a Danish painter, poet, film maker and sculptor.
*Læsø – the largest Danish island in the North Sea bay of Kattegat.
I de seneste 5 uger har Per Kirkebys tidligere kunstnerbolig dannet rammerne for Augusta Atlas kunstneriske virke
Stilheden på Læsø kan virke helt overdøvende, hvis man er vant til storbyens puls. Augusta Atla bor og arbejder i København, og har oplevet roen på Læsø som både tiltrængt og overvældende. Hun sidder i det højloftede atelier og summer over opholdet på Læsø, der nu er ved vejs ende. På gulvet foran hende ligger hendes hund Hubert henslængt og hviler sig. Under sit ophold har Atla været i tilbagevendende dialog med Kirkebys historie og eftermæle – et møde der har efterladt mange spekulationer hos Augusta Atla, og som på flere måder har været en intens oplevelse.
Ramt af reminiscens
På væggene i atelieret er der billeder i flere forskellige størrelser, formater og farver. De fleste værker er ophængt på væggen, imens et enkelt tryk hænger på en snor, der går tværs igennem rummet. På en gammel kontorstol står en overheadprojektor, der kaster motivet af et ældre fotografi op på væggen. En solstråle strejfer billedets refleksion, så motivet forbliver utydeligt – og det er netop i en søgen efter det, der ikke længere er der, at man som beskuer fortaber sig i Augusta Atlas visuelle univers.
Atla er billedkunstner, og redigerer billeder og motiver ved at fjerne en del af dem og tilføje noget nyt:
– Mine værker handler om historier. Hele min praksis baserer sig på værker, hvor billedet bliver en måde at huske historien på; en historie jeg laver om. Jeg er derfor ikke så interesseret i selve billedet eller motivet, men mere i, hvordan det bliver et udtryk for, at man ændrer noget. Billedet får en stemme i sig selv – det bliver animeret og får en sjæl.
Det oprindelige materiale, som Atla redigerer, består af alt fra klassiske motiver, gamle filmruller fundet på gaden og i skraldespande til egne personlige fotografier. Produktionerne tæller flere forskellige arbejdsprocesser, som fotografier fremstillet i mørkekammer, serigrafier, malerier og tegninger. Selv placeringen af værket er ikke uden betydning, og flere udstillinger består af installationskunst.
– Værker er lidt som parfume. Man registrerer det, og bliver straks mindet om noget, man ikke kan sætte ord på. Man træder ind i rummet og ser maleriet, og spørger så til, hvem der har efterladt det der. Som om man kommer for sent til værket, forklarer Atla.
Kunstens kvinder
Store dele af arbejdet består altså i at fjerne eller udslette et eller flere elementer af det oprindelige, hvilket refererer til et andet felt, Augusta Atla er optaget af. Ved siden af malerierne, er Atla en aktiv debattør, som har blik for den ulighed, der i århundreder har betydet, at kvindelige kunstnere har været fjernet fra den europæiske kunstneriske scene.
– I Danmark tror vi, at der allerede er ligestilling, fordi ingen tæller, hvor mange udstillinger der repræsenterer henholdsvis mandlige og kvindelige kunstnere. Tallene er der jo – det er bare at sætte sig ned og tælle.
For Augusta Atla er det ikke hendes egen personlige tro på kønnene, der har medført den interesse for debatten, men snarere det faktum, at kønnene eksisterer i kraft af historien:
– Der findes jo køn i kunsten, så når man ikke har ligestilling, taber man en masse værker. Har man ikke det underrepræsenterede køn med til at portrættere kønnene, mister man noget af kunsthistorien. På den måde kan man sige, at der er en del af kunsthistorien, vi ikke kender endnu.
Atla tvivler på, at debatten har haft direkte indvirkning på hendes eget kunstneriske aftryk, men påpeger, at hun i dag er inspireret af flere kvindelige kunstnere; noget som har affødt en form for lettelse hos hende.
– Det har nok givet mig fred, at jeg ikke længere kun skal stå på skuldrene af så mange store mænd, men nu også kan sætte mig selv i forhold til en række dygtige kvinder. Jeg føler, jeg har fundet et andet familietræ.
Ven med Per Kirkeby
Duften af sommerregn finder sin vej ind i atelieret, og kigger man ud, står alt det grønne i fuldt flor. I mødet med naturen omkring Haabet (Haabet er navnet på Per Kirkebys atelier på Læsø), forklarer Augusta Atla, at hun i modsætning til Per Kirkeby ikke selv henter inspiration i naturen.
– For mig kan naturen være med til at nulstille det hele, så man opnår en form for klarhed. Jeg nyder naturen, men den inspirerer mig ikke til at skabe.
Anderledes betaget er Augusta Atla af hele konceptet bag Læsø Artists in Residence, som både har ladet Atla arbejde i Kirkebys atelier, men også ladet hende leve i hans tidligere bolig.
– Det er svært ikke at leve sig ind i hans historie, og tænke over, hvordan han har arbejdet og hvordan han selv har husket sit liv. Vi spiser stadig af hans æggebæger. Det er lidt Guldlok-agtigt, griner hun.
At leve sig ind i historien synes at være et tilbagevendende tema hos Atla, der, trods markante forskelle mellem hende selv og Kirkeby, føler, at hun er kommet tættere på ham.
– Mit blik på Kirkeby vil for altid være forandret, og Læsø vil være allestedsnærværende, når jeg ser hans værker. På den måde har mit ophold her været ret afgørende, fordi han er blevet besjælet, og fordi der er opstået en helt anden kærlighed til ham. Han er blevet en myte. Han er blevet en ven.
